Tre ambitiøse besætninger fra Horsens Sejlklub har et fælles mål om at repræsentere Danmark ved OL Rio 2016 i bådklasserne; Laser Radial, 49erFX samt Nacra17. Missionen er at vinde en medalje ved De Olympiske Lege.
Sejlerne har valgt at lave en fælles kampagne. De tror på, det giver de bedste muligheder for at generere et godt økonomisk fundament, så de kan sejle som professionelle på samme niveau som deres danske og udenlandske konkurrenter.
Der er lagt op til, at kampagnen kan støttes bredt af organisationer, fonde og virksomheder i Horsens, som til gengæld bliver en del af markedsføringen af ”On Board Horsens til OL Rio 2016″.
Sejlerne er alle studerende. De kender hinanden og er opvokset i miljøet omkring Horsens Sejlklub. Én sejler har OL-erfaring fra London 2012, og alle har leveret flotte resultater i deres sejlsportskarrierer og har potentialet til at fuldføre missionen.