Horsens til OL 2024

 

Tirsdag den 24. maj fik vi officielt startet den nye Horsens til OL 2024 kampagne.

Her er beretningen fra Torben Andersen fra Horsens Folkeblad

Der er kun to år til OL i Paris, og nu har Horsens Sejlklub søsat et OL-projekt, der igen skal sætte Horsens på landkortet.
Drømmen er en ny guldmedalje og flere både i det fine selskab.

 

Horsens: Horsens Sejlklub og Anne-Marie Rindom fik sat Horsens på landkortet, da hun på dramatisk vis sejlede sig til OL-guld i Japan sidste år.

Allerede i 2024 går det løs igen i Paris, og her satser Horsens Sejlklub på at være på banen eller rettere vandet igen.

Startskuddet har lydt, og projektet Horsens til OL er lige nu i gang med at skaffe de halvanden million kroner, som skal til for at give sejlklubbens fire sejlere en realistisk chance for at komme til OL.

De halvanden million rækker ikke, men sammen med støtten fra Dansk Sejlunion og Team Danmark giver det Horsens-sejlerne de bedste mulige betingelser for at præstere.

Anne-Marie Rindom har meldt ud, at hun vil forsvare sit OL-guld i laser radial. Hun får i OL-kampagnen følgeskab af Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby, der akkurat ikke lykkedes med at få den danske plads i 49er FX-klassen til OL i Tokyo. Sidste fjerdel af OL-satsningen står Johan Schubert for. Han er den nye dreng i klassen, og han drømmer om at komme til OL i laser standard.

 

Potentialet er der

Danmark har ikke været repræsenteret i den bådtype til OL siden 2012, men nu er der etableret en gruppe af sejlere, der i første omgang skal forsøge at få en dansk båd kvalificeret til OL.

– For to år siden fik vi etableret en gruppe af laser-sejlere, som vi har valgt at satse på. Der skal være en gruppe af sejlere i en bestemt bådtype for, at vi vil bruge pengene. Det er for skrøbeligt at bruge de penge, det kræver, på en enkelt sejler, siger Thomas Jacobsen, der er sportschef i Dansk Sejlunion.

– Vi ser potentialet i den her gruppe med Johan Schubert. Her tror vi, at vi kan finde en sejler, der både kan og vil i forhold til OL-deltagelsen. Og udgangspunktet er, at de helt sikkert vil det, og måske kan. Begge dele er selvfølgelig vigtige, men “vil” kommer før “kan”. Det er viljen, der er det vigtigste for os, når vælger at satse på en bådtype, siger Thomas Jacobsen.

Og Johan Schubert vil til OL. Han bliver student denne sommer, og derefter kommer sejlsporten til at fylde hverdagen helt ud. Han var skuffet over en 9. plads til EM (nummer syv blandt de europæiske sejlere), og blikket er rettet med medaljeskamlen, når han til august for sidste gang kan stille op til U21-VM  i Portugal.

 

Første vigtige milepæl

Den første store milepæl er VM næste år i Den Haag. Mesterskabet bliver brugt til at fordele hovedparten af nationspladserne til OL. Stævnet kommer formentlig også til at tælle som den første af serien af stævner, der afgør den interne danske udtagelse.

Samme stævne har Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby blikket rette mod. De har holdt pause siden OL-udtagelsen kiksede op til OL i Tokyo. Anne-Julie Schütt har brugt pausen til familieforøgelse, så duoen skal nu have et samarbejde op at stå, der både giver plads til barn og båd. Første test for duoen bliver til EM i juli i Aarhus.

Anne-Marie Rindom har også holdt pause fra laser radial-jollen siden sin triumf, men hun begynder i slutningen af året for alvor at rette fokus mod OL i Paris, når der afvikles VM og EM.

 

Anne-Marie Rindom gav status på livet efter OL i 2021 samt fortalte plan om forventninger frem mod OL i 2024