Optakt til spændende uge i Hyéres
Årets første World Cup stævne, starter tirsdag, og de Horsens teams med Anne-Marie Rindom i Laser Radial og Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby i 49fx har lavet en kort optakt til stævnet:
Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby i 49FX
Vores første World Cup
Vi er i Frankrig i Hyères, hvor vi i morgen den 24. april starter vores første World Cup. Kun de 40 bedste 49erFX-sejlere må deltage – og vi er en af dem.
Stævnet er lidt anderledes, da vi sejler i ét stort felt med alle 40 både. Normalt sejler vi i felter på omkring 25-30 både. Når feltet er stort sejler man oftere tæt med andre, hvilket gør evnen til at holde spor (farten og højden i båden) vigtig. Fart er altid vigtigt men det, der er ekstra vigtigt i et stort felt er at vide, hvornår man gerne må gå på kompromis med farten, ved at ligge tæt med andre både for at komme den vej man gerne vil på banen, og hvornår det er vigtigt at separere fra de andre både for at sejle i fri vind og dermed hurtigere. Denne vurdering bliver vigtig, så vi vil gerne evaluere, hvordan dette går for os gennem stævnet.
Det er kun to uger siden, at vi afsluttede første stævne i sæsonen på Mallorca med en 14. plads. Det betyder, at vi har haft en kort forberedelse til stævnet, hvilket vil sige, at vi blot har været på vandet i 3 gode dage her i Hyères. Vi tager alt vores læring med fra sidste stævne, hvor vi specielt vil tage vores udvikling omkring farten med videre.
Mens vi har været hjemme, har vi været til fysisk test hos Team Danmark. Det er nogle hårde men realistiske test, der søger at simulere, hvordan vi arbejder i båden på vandet. Normalt kan vi kun simulere sejlads på land hos Team Danmark i Brøndby, men denne simulator bliver nu også udviklet i Aarhus Kraftcenter, hvor vi træner til dagligt. Vi ser frem til at kunne udvikle os på vandet på land 😉
Hele sejlerlandsholdet bor sammen under World Cuppen. Vi bor et rigtigt dejligt sted, og vi har endda egen kok med. Stemningen er god, så det giver en afslappet atmosfære at sejle kapsejlads i. Det tror vi er godt for os. Vi er klar.
/Team Iben & AJ
Anne-Marie Rindom i Laser Radial
Optakt til Hyeres 2018
Efter Princess Sofia Cup på Mallorca er hele det Olympiske cirkus rykket til Hyeres, hvor det sidste stævne i World Cup serien skal sejles. I morgen går det løs med fem indledende dage og et afgørende Medalrace på søndag.
Den sidste uges tid har jeg været i Hyeres for at forberede mig til stævnet. Jeg kender forholdene og stedet godt, da det er niende gang jeg skal deltage. Dette betyder dog ikke, at det er et nemt sted at sejle. Vinden springer meget og da banen kommer til at ligge tæt på land, kræver det at man kigger ud ad båden og hele tiden er opmærksom på, hvor det næste vindpust kommer. Det er især noget, som jeg forventer bliver vigtigt til VM i Aarhus, så det træner vi rigtig meget.
I ugen mellem Mallorca og Hyeres var jeg hjemme i DK, hvor Team Danmark havde indkaldt til test. Det er en lang dag i Brøndby, hvor vi bliver fysisk testet i bug og ryg, armhævninger, hængetest og løbetest. Især min kondition er noget jeg skal arbejde med, for at få mere overskud i båden. Så det bliver en fast del af forberedelsen op mod VM.
Stævnet på Mallorca gik rigtig godt og jeg er rigtig stolt over den sejr. Det er første gang i Radial klassen at en sejler vinder før Medalrace. Hele træningsblokken op mod sæsonstart er gået godt og jeg føler for alvor at formen er ved at være der. Hyeres bliver samtidig sidste stævne i denne blok. I maj måned holder jeg en lille pause, hvor studierne skal passe.
/Rindom

©Anders Kjærbye

©Anders Kjærbye
Følg med i stævnet i Hyéres
Sejklerne vil løbende komme med opdateringer på Facebook, og resultater fra dagens sejladser kan ses på World Cup hjemmesiden