Opdatering fra Anne-Julie – der sker alt muligt nyt
Siden sommermånederne har jeg ikke sejlet meget 49’erFX. Det er der flere årsager til. Efter en hård OL-udtagelse der ikke sluttede, som Iben og jeg havde troet den ville, har jeg haft lyst til at udfordre mig selv på lidt andre punkter end med 49’erFX-sejlads. Jeg har eksperimenteret med J70-sejlads, hvor jeg specielt synes, at jeg har lært en del om taktiske beslutninger, da tempoet i J70 er taget ud af situationerne sammenlignet med 49’erFX. Det er noget, jeg gerne vil arbejde videre med.
Derudover søgte jeg i foråret ind på kandidatuddannelsen i Pædagogisk Psykologi på Aarhus Universitet, hvor jeg startede i september måned.
Psykologi er et emne, der interesserer mig meget. Jeg er blevet opslugt af undervisningen, og det er lige så spændende, som jeg havde håbet på. Kandidaten går kort fortalt ud på at anvende psykologiske teorier i pædagogiske sammenhænge. Pædagogiske sammenhænge kan forstås bredt, hvilket senere på studiet giver mig mulighed for at udforske områder indenfor elitesport. Jeg interesserer mig specielt for balancen mellem intuition og refleksive handlinger.
Samtidig med min opslugthed af studiet går min energi også til den graviditet, jeg er midt i. John og jeg har talt om at få børn i længere tid. Vi synes, at tidspunktet var godt, og vi er så heldige, at jeg har termin til april 2021.
Jeg har gennem Team Danmark fået mulighed for at være en del af et mentor-forløb, hvor jeg kan spare med Juliane Elander Rasmussen i forhold til hendes erfaringer med at dyrke letvægtsroning i dobbeltsculler på internationalt topniveau samtidig med at være mor. Det betyder meget for mig, at Team Danmark har taget mig alvorligt angående mine ambitioner med sejlsport. Og jeg er utroligt taknemlig for Julianes engagement og åbenhed i vores mentor-forhold. Jeg ser frem til 2021 med alle de nye læringsmuligheder, jeg er sikker på, at året vil bringe.
Jeg vil gerne dele et julebillede af min lille mave med jer, da jeg har glædet mig til at dele den gode nyhed med jer alle sammen. Jeg ser frem til, at vi ses i det nye år.
Kærlig hilsen
Anne-Julie

J70 sejlads med gode venner

Sejler i skoven med mave 🙂
