Horsens til OL teamet Anne Marie Rindom og landstræner Piotr Wojewski vinder Nykredit Sailor of the year 2019.

Nok ikke overraskende vinder Horsens til OL teamet med Anne Marie Rindom og landstræner Piotr Wojewski Nykredits Sailor of the year 2019.

Med både et Verdens- og Europa mesterskab samt flere worldcup sejre i bagagen har teamet i 2019 fundet opskriften til sejre og vundet over for striber af tidligere OL- og verdensmestre i OL klassen Laser radial..

Overrækkelsen af prædikatet skete i forbindelse med standernedhaling i Horsens Sejlklub og søndag morgen rejser Anne Marie til Bermuda for at deltage i kåringen af Rolex World Sailor of the year, hvor hun er nomineret som en ud af tre.

Nykredit, Sailor of the year, er igennem de sidste 12 år blevet uddelt, baseret på medlemmernes stemmer i Horsens Sejlklub, til store og prisværdige præstationer.

Jacob Nikolajsen blev nummer 2 for hans indsats med bl.a. opbygningen af ungdomsafdelingen og Claus Bjørnhart nummer 3  for sin altid imødekommenhed med frivillige opgaver.

 

Begrundelse for nominering af Anne-Marie Rindom sammen med træner Piotr Wojewski

Jeg nominerer Anne-Marie Rindom sammen med træner Piotr Wojewski.
4 x Guld i 2019 ved VM, EM, World Cup og Princesa Sophia Cup er den største danske sejlsportspræstation i en OL klasse.

Piotr Wojewski har været træner for Anne-Marie siden 2013, og der er ingen tvivl om, at Piotr har haft stor indflydelse på Anne-Maries flotte resultater. De er et stærkt dynamisk team.

Piotr er med på billedet når Anne-Marie har vundet, men ellers hører vi ikke meget til ham.

Piotr fortjener anerkendelse fra Horsens, så derfor syntes jeg at vi skal kåre Team No Bullshit til Nykredit Sailor of the Year 2019.