Insero Horsens fortsætter som hovedsponsor for ‘Horsens til OL’-kampagne

Foreningen Insero Horsens fortsætter som hovedsponsor for besætningerne i ’Horsens til OL’-kampagnen frem mod OL i Paris i 2024, hvor verdensklassesejleren Anne-Marie Rindoms mål er at forsvare OL-guldet fra Tokyo.

OL-guldet i Tokyo til verdensklassesejleren Anne-Marie Rindom var en stor milepæl for Horsens Sejlklub og deres ambition om at gøre sig gældende på den allerstørste scene med lokale sejlere. Den næste OL-kampagne er netop igangsat og her bakker foreningen Insero Horsens endnu engang op om de inspirerende OL-ambitioner.

”Insero Horsens har ydet en uvurderlig støtte til mine 2 første OL-kampagner og jeg er glad og stolt over, at de også bliver hovedsponsor for hele Horsens til OL Teamet frem mod 2024. Den lokale opbakning er meget motiverende for en hård og tidskrævende kampagne”, siger Anne-Marie Rindom, som har ambitioner om at gentage guld-bedriften fra OL i Tokyo i 2020.

Insero Horsens har bakket op om Anne-Marie Rindom og Horsens Sejlklubs rejse mod OL-guld siden 2014. Med en bevilling på 300.000 kr. fortsætter Insero Horsens som hovedsponsor for ’Horsens til OL’-kampagnen frem mod OL i Paris i 2024.

”I Insero Horsens støtter vi lokale sportsklubber og -talenter, som har evnerne til at markere sig på internationalt plan, og som inspirerer andre til at drømme stort. Det må man sige, at Anne-Marie Rindom og Horsens Sejlklub har gjort med den fantastiske guldmedalje ved OL i Rio. Vi er rigtig glade for at bakke op om den næste kampagne, hvor også helt nye sejlsportstalenter viser sig frem”, siger Hanne Blume, bestyrelsesformand i Insero Horsens.

Ud over Insero Horsens har kampagnen indtil videre modtaget opbakning fra Horsens Kommune, Roesgaard, EDC, Familien Hede Nielsens Fond, Familien Hansens Fond, Sydbank, Horsens Havn og K. Westergaard Automobiler.

Stærke og ambitiøse besætninger

’Horsens til OL’-kampagnen frem mod OL i Paris i 2024 består af tre besætninger, som alle hører hjemme i Horsens Sejlklub.

”Vi har en ambition om at alle 3 besætninger repræsenterer Danmark til OL i Paris om knap to år og kommer hjem med én guldmedalje”, siger Peter Bjerremand, som er formand i Horsens Sejlklub og drivkraften bag ’Horsens til OL’ kampagnen.

Anne-Marie Rindom stiller op i ILCA 6 (Laser Radial) og har som målsætning at gentage guldbedriften fra 2021 i Tokyo. 19-årige Johan Schubert forsøger at kvalificere sig til sit første OL i ILCA 7 (Laser Standard). Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby, som var lige ved at vinde udtagelsen til OL i 2020 med en 6. plads til VM, stiller op i 49fx-klassen.

Fakta

  • Insero Horsens bakker op om Horsens Sejlklub og ’Horsens til OL’-kampagnen for samlet 450.000 kr.
  • Insero Horsens har støttet ‘Horsens til OL’-kampagnen og Anne-Marie Rindom siden 2014 og bakker samtidig op om talentudviklingen i Horsens Sejlklub
  • Ud over ’Horsens til OL’-kampagnen bakker Insero Horsens blandt andet op om AC Horsens, HH Elite og HIC Basket.

Yderligere oplysninger

  • Martin Bak, Kommunikationschef ved Insero Horsens, 41772457, maba@insero.com

Om Insero Horsens

Insero Horsens er en forening, som vil skabe bæredygtig vækst og udvikling inden for energi og IT i vores lokalområde, som er området mellem Horsens, Hedensted, Vejle og Juelsminde. Vi investerer i at udvikle det lokale erhvervsliv, innovationsevne og vidensniveau og samtidig også i at løfte områdets tilbud inden for uddannelse, sport og kultur. Vores aktiviteter skaber dynamik og bidrager til at skabe nye arbejdspladser, teknologier og tilbud.