Anne-Marie Rindom har onsdag (24.7.) føjet VM-guld til sin i forvejen imponerende sejrsrække i 2019. Danskeren afgjorde VM-slaget til egen fordel allerede før sidste sejlads.
Hun rundede af med en 15. plads i sidste sejlads – og slutter med et gigantisk forspring på 36 point ned til sølvvinder Marit Bouwmeester (HOL)
VM-afslutningen blev således en tro kopi af sidste dag ved EM i maj, hvor Rindom ligeledes afgjorde titelræset til egen fordel allerede i næstsidste sejlads.
“Det er en fantastisk præstation. Anne-Marie er lige nu et sted i sin karriere, hvor alt går op i en højere enhed. Hun har fart i båden, hun finder de rigtige steder på banen gang på gang, og hun rammer hele tiden det rigtige spændingsniveau,” siger Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion.
“Et godt eksempel på hendes styrke ser vi ved VM, hvor hun får en tyvstart i anden sejlads og dernæst får spoleret tredje sejlads af en knækket rorpindsforlænger. Det er tung modgang, men det formår hun at lægge bag sig med det samme. Og fra fjerde sejlads og frem er hun i en liga helt for sig selv,” siger Thomas Jacobsen.
En knækket rorpindsforlænger i tredje sejlads kunne ikke ryste Rindoms kurs mod VM-guldet.
Anne-Marie Rindom blev første gang verdensmester i 2015. Siden vandt hun OL-bronze i 2016.
I 2018 hentede hun bronze ved VM i Aarhus. 2019 indledte hun med en fjerdeplads ved World Cup Miami – og siden da har konkurrenterne reelt kun set ryggen af hende.
Først vandt hun Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca, fulgt op af guld ved World Cup Genoa. I maj sikrede hun sig karrierens første EM-guld – og nu kan hun også skrive verdensmester 2019 på visitkortet.
Med både EM- og VM-guld understreger hun sin status som dette årtis mest vindende danske sejler i OL-klasserne.
De to titler gør hende samtidig til én af de største profiler i dansk idræt i 2019.
Stort tillykke til verdens bedste Rindom …
Kilde: Sejlsport.dk