Team Anne-Julie og Iben havde store forventninger til VM i Aarhus. Ambitionen var en plads i Top 10, og teamet viste med en flot serie, at de kan blande sig med de aller bedste i 49fx klassen.

Det blev til en flot 16 plads, med serie på 6,21,UFD, 2,11,7,7, 17,26,6,27,8 alt med 136 nettopoint. Placeringen UFD betyder en diskvalifikation for at starte lidt for tidligt. Ærgerligt, for netop i den sejlads kom teamet først i mål. Kun en enkelt af de tunge placeringer var således årsagen til, at teamet ikke endte blandt de allerbedste.

Anne-Julie konkluderer i et Facebook opslag:

Verdens bedste 16. plads

Det føles mærkeligt, at VM er slut nu. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at give os selv muligheden for at lykkes til dette verdensmesterskab. Og vi synes faktisk, at vi lykkes. Vi får flere gange spørgsmålet på havnen: Er I tilfredse med VM? Og svaret er ja. Vi er tilfredse. Samtidig med at det svar lyder, er der en ubeskrivelig ild af energi inden i os til at gøre det endnu bedre. Vi har så meget lyst til at kæmpe videre, at det kan være svært at acceptere, at vi ikke kan gøre mere nu til dette stævne. VM er slut. Men vi har sejlet os til verdens bedste 16. plads, og det ér verdens bedste, fordi vi har kæmpet os op ad resultatlisten under hele stævnet. Op op op er det gået, og det er den følelse, vi vil holde fast i.

Tak for et samarbejde i verdensklasse til vores træner Peter Hansen og vores træningspartnere Ida & Marie og Jena & Katja der begge sikrer nationspladsen i Tokyo 2020 til Danmark i 49’erFX ved at være iblandt de første 8 nationer ved VM. Godt gået piger.

Sidst men bestemt ikke mindst er vi simpelthen endnu engang så stolte af at komme fra Horsens og samarbejde med Anne-Marie, der imponerer og inspirerer os. Kæmpe stort tillykke med din flotte bronzemedalje og godt sejlet i Medal Race.

/Team Iben & AJ

I begyndelsen af september drager teamet til Japan for at deltage i World Cup og prøve kræfter med OL farvandet.